Få vores nyheder på mail

5 tips til at reducere dine plukkeomkostninger

Blogindlæg   •  Jun 26, 2017 13:59 CEST

Hos SSI SCHÄFER ved vi, at plukning er noget af det, der bruges allermest tid på at optimere, da det har stor betydning for både lageromkostninger og kundetilfredshed.

Vi ved også, hvor svært det er at opnå effektiv plukning. Når ordrerne ikke kommer afsted til tiden, eller de indimellem indeholder forkerte varer, kan selv de mest erfarne logistik- og lageransvarlige komme til kort.

Derfor får du her fem tips, som kan hjælpe dig med at gøre plukningen mere effektiv og i sidste ende reducere dine plukkeomkostninger. 


1. Få overblik

Det siger måske sig selv, at varernes placering på lageret har stor betydning for, hvor hurtigt en ordre kan plukkes. Alligevel er der mange, som kunne have gavn af at reorganisere lageret og få styr på, hvad der er tilgængeligt på hvilke lokationer.

Start derfor med at få et overblik over, hvilke varer der er placeret hvor. Hvis du har varer, der ikke bruges, så få lavet en plan for at få dem afviklet.


2. Organiser dine varer

Når du skal organisere dit lager, er det en god ide at tage højde for, hvor ofte de forskellige varer plukkes. For eksempel kan det være en fordel at placere de hurtigt omsættelige varer på let tilgængelige områder, mens varer, som sjældent plukkes, skal placeres længere væk.

Her kan du med fordel lave en ABC-analyse, hvor varerne deles op i tre grupper (A, B og C), alt efter hvor hyppigt de plukkes.

  • A-varerne, de hurtigtgående varer, dækker ca. 20 % af lageret og 80 % af omsætningen
  • B-varerne, de mindre hurtigtgående varer, dækker ca. 30 % af lageret og 15 % af omsætningen
  • C-varerne, varer som sjældent plukkes, bruger de sidste 50 % af lageret, og står for bare 5 % af omsætningen.

Her gælder tommelfingerreglen: Tag de varer som sælges hyppigt, fx sæson- eller kampagnevarer, og flyt dem helt hen til pakkebordet på en palle. A-varer skal stå i en radius af 5 meter fra ekspeditionsområdet.

Ved at indføre en ABC-struktur kan man typisk vinde en tidsbesparelse på 12 % - og dermed reducere plukkeomkostningerne.

Husk også, at du henter den største gevinst ved at fokusere på at optimere plukningen af flere produktkategorier, og ikke blot de hurtigtgående A-artikler. Selvom A-varerne står for 80 % af omsætningen er der store gevinster at hente ved også at optimere B- og C-varer, som typisk optager mere end halvdelen af pladsen på lageret.


3. Vælg det rette lagerinventar

Der er ofte en del at hente alene på dette ene punkt, da man her kan optimere transportveje og minimere transportdistancen per ordre. Dette kan gøres ved at tilrettelægge ruter på lageret, så flowet i selve plukningen bliver bedre, og ruten så kort som muligt.

Ofte kan man med det rette lagerinventar også opnå en væsentlig forkortelse af den tid, der bruges på at gå.

Ved plukning i hyldereoler bruger man normalt 42 minutter ud af en time, altså 70 % af tiden, på at bevæge sig mellem reolerne, og kun 10 minutter bruges effektivt til at plukke.

Ved f.eks. en lagerautomat er det næsten omvendt, her kan man bruge 70 % af tiden på at plukke, og kun 6 minutter på at bevæge sig rundt.

Udover at kunne bidrage med mere tid til plukning, kan en lagerautomat kan også være en god løsning, hvis du mangler plads. Læs mere om hvordan du kan få mere plads på lageret uden at bygge til her.


4. Brug den rigtige teknologi

Hvis du har prøvet at spise suppe med en gaffel, ved du, at det rette værktøj har stor betydning for din succes. Det samme gælder på lageret, hvor den forkerte teknologi kan modarbejde dig, mens den rette derimod næsten kan gøre hele arbejdet.

Derfor er det vigtigt, at finde den rigtige teknologi til håndtering af dine lagerenheder.

Der findes mange muligheder, og vi vil altid anbefale dig at kontakte en ekspert, hvis du er i tvivl om, hvad der er mest ideelt til dine varer og dit behov.

I nedenstående skelner vi mellem to overordnede principper; person-til-varer, hvor lagermedarbejderen går fra reol til reol for at plukke varer, og varer-til-person, hvor lagermedarbejderen står mere stille, og varerne ved hjælp af forskellige teknologier bliver transporteret til medarbejderen. Kender du til følgende teknologier inden for de to principper, er du godt på vej til at få et godt overblik.

Teknologier til person-til-varer-princippet

Selvom der findes mange automatiserede plukkeløsninger, er manuel plukning stadig den mest udbredte metode. Der findes flere teknologier, som kan effektivisere den manuelle plukning:

Pick-by-Voice: Her bliver lagermedarbejderen udstyret med et headset, som fortæller vedkommende hvad der skal plukkes og hvor. Dette kan reducere fejlraten og effektivisere plukningen.

Pick-by-Light: Gennem lys på reolen vises hvad der skal plukkes og hvor mange.

Radiostyret (RF) plukning: Her udstyres lagermedarbejderen med en håndterminal, som fæstnes på armen. På displayet kan der aflæses ordredata og kvitteres for de plukkede ordrer.

Teknologier til varer-til-person-princippet

Har du et højt vareflow, mangler du plads, eller håndterer du nogle særlige produkter kan varer-til-person-princippet være ideelt for dig. Der findes en række automatiske teknologier, som er anvendelige for varer-til-person-princippet.

Plukkeautomater: Plukkeautomater er ideelle til, med høj hastighed, at plukke mindre kolli. Et eksempel herpå er A-frame-automater, som især benyttes inden for medicinalindustrien. Her sorteres varerne i en ramme og lægges i forskellige kasser. Denne teknologi er særligt velegnet til fysisk små varer med megen værdi.

Automatiske indlagrings- og plukkemaskiner: Ofte forkortet ASRS for ”automated storage and retrieval machines”, er automatiske indlagrings- og plukkemaskiner, maskiner, som kan lagre og plukke godset på nogle definerede lokationer. ASRS er ideelle til meget kompakt lagring og hvor der er et stort flow af varer, som hurtigt skal ind og ud. Under ASRS-betegnelsen findes diverse pallekraner, miniloadkraner, shuttle-systemer og karruseller, som alle transporterer varer frem til den person, som skal plukke dem.

Det rigtige valg afhænger i høj grad af hvor mange ordrer, der kommer igennem lageret om dagen. Der skal være en vis mængde for, at det kan betale sig at investere i de mere avancerede teknologier. Ofte kan det dog betale sig på længere sigt, så vækster du, eller er lageret i gang med en anden form for udvikling, kan det være værd at undersøge.

Generelt kan der være store besparelse at hente på automatisering. Det kan du læse mere om i indlægget WMS: Hvad kan det, og har vi brug for det?


5. Vælg den rette plukkemetode

Basis stykplukning, batchplukning eller måske zoneplukning?

Selve plukkemetoden er afgørende for effektiv plukning – så afgørende, at vi har skrevet et helt indlæg om dette. Læs mere om plukkemetoder i vores indlæg Spar tid ved at plukke mere effektivt – vælg den rette plukkemetode, hvor vi belyser fordele og ulemper ved de forskellige metoder.

Mangler du et tip til effektiv plukning, eller har du brug for konkret vejledning? Så hører vi gerne fra dig. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar